Kung Sverres saga

Avskrift av kung Sverres saga. Året är 1196 och episoden utspelar sig mellan Sannäsfjorden och Tjärnö.

130. Kong Sverre var øster i Viken, da dette hænte. Baglerne fór vidare, indtil de kom til Saltøsund.3. Kong Sverre spurte i Seimsfjorden 4 til dem og fór straks imot dem. Kongen selv var paa speideri, og med ham Nikolas av Vestnes [1];kongen blev nu var, hvad slags hær baglerne hadde, og den syntes han meget stor. Kongen sa til Nikolas og Sigurd Lavard, at de skulde lægge skibene ved en gaard, som heter Sonaberg,[2] og bad dem anfalde baglerne, om de fik nogen leilighet dertil; men kongen rodde til Havstein[3] og fandt der baglernes vagtemænd, som han drev bort. Efter det rodde han ind til sin hær, og de hadde da en skud-strid med dem; dog blev det litet mandrfald. Den skute, som kongen styrte, laa nærmast land. Baglerne var oppe paa land ved et sted, som heter Muge-vollene, og hadde drat sine skib op hos sig. De hadde 5 langskibe og 100 (120) smaaskibe; kong Sverre hadde 30 skibe, men de fleste var smaa. Men daa kongen saa, at de fik ikke utrettet noget imot den mængde, som var emot dem, bød han sine mænd fare varligt og ikke la skibene dra op under sig. Kongen la derpaa sine skibe ut av skudmaal paa den andene side av sundet ute ved øen og laa der en stund. Han lot reise en valslynge [4] paa et berg like overfor baglernes skibe, og om kvelden, da valslyngen var færdig, slynget birkebeinerne en stund med den og brøt skibene isønder for baglerne. Men daa det blev mørkt om kvelden, satte kongen sin søn Lavard og Eiliv Raude der til at vogte valslyngen: de styrte begge samme skib, og paa det var det nær 80 mand. Kongen sa til dem: ”Ta eder i vare! ti baglerne kommer her i nat.” Siden gik kongen til dine skibe. Det var meget koldt veir, saa at mange fik skade i føtterne; nogen satte sig til ildene, andre la sig i klynge under valslyngen; det var saa nidmørkt som muligt. Det gik et rev mellem landet og øen, og dit gik baglerne ut om natten ved fjæretidog op paa øen. De hadde 100 (120) mand, alle i brynjer. Birkebeinerne, de som var under valslyngen, merket ikke noget, førend spydene stod i dem, od de løp da op. Da sa Eiliv Raude: ”La os drive dem fra os; de har bare en haandfuld av mænd.” Derefter tok han til at varge sig, og faa mænd med ham, men de fleste av dem faldt. Sigurd Lavard, kongens søn, styrte sig ned gjennem en klev, og saa gjorde de fleste; de stevnte til skibene, og likesaa de, som forut hadde undkommet. Baglerne fulgte efter dem, og de løp allesammen, men det hjalp birkebeinerne meget, at det var saa mørkt, at de ikke kjente hvarandre; men dog mistret birkebeinerne mere end 20 mand. Baglerne brøt valslyngen isønder. Da de paa skibene blev dette var, lot birkebeinerne blaase til landgang og Nikolas av Vestnes var raskest paa land. Da drog baglerne sig undan og tilbake til sin hær. Kong Sverre talte mange harde ord til sin søn, Sigurd Lavard, og sa det som, sandt var: ”Paa anden vis hold jag vagt, da jeg søkte at vinde landet fra kong Magnus. Ve vorden den kongssøn , som saa ilde vogter sit følge, som du har gjort! Dra dig nu op i land, og kom ikke for mit aasyn, før end det dages!” Mange mænd gik da op i land og vaaket til det blev dag.

131. Det var en dag, mens kong Sverre laa i Seimsfjorden, at han var paa en skute, og de rodde ind under land. Men baglerne gik fram paa et berg og ropte paa dem. Da sa Sigurd Jarlssøn: ”Er Sverre, som har git mig mat, ombord?” Da svarte Ljot Haraldssøn: [5]”Her er kong Sverre paa skuten, og sandt er det, at han har ikke git mat til nogen værre mand end dig, og det vil du nu vise.” Da talte biskop Nikolas: ”Hvorfor gaar du ikke iland, Sverre? Vil du ikke slaas din gudning? [6] Du synes ikke noget er jevngodtmed et liv, som gaar med at rane og herje. Nu vil jeg bie her paa dig. Se her er haandlinet [7] mit,” han hold skjoldet op, ” nu har jag den mitra [8]og den stav, som jeg ska bære imot dig efter pavens bud, men det er staalhue og sverd. Disse vaaben skal jeg bære, indtil du er dræpt eller drevet av dit rike eller fra landet.” Birkebeinerne skjøt stadigt ord ind i hans tale og sa: ” Ikke vilde det synes os vanskligt med landgangen , hvis det bare var slik som du imot os, din niding, og disse vaabein skal du bærer frem paa dommedag.” Men nogen sa: ”Ilde bærer dine vaaben, og det har du før vist.” Kongen bød dem ikke at mundhugges med ham. Atter talte biskopen: ”Stadigt faar jeg høre av eder birkebeiner, at jeg ikke har mot. Gaa nu du, Sverre, ene i land, men jeg skal gaa imot dig, og da skal det prøves, om aposteln peter og den helige Hallvard vil hælpe mig mere, end den hættekjærringen[9], som du tror paa, vil hjælpe dig.” Da svarte kong Sverre, saa at hans mænd hørte det:”Det vilde folk sige, vis Nikolas og jeg kjæempet, at det var tisper, som gik imot hvarandre, eftersom ingen av dem er modige.” Kongen lot da sine mænd ro bort og til sin hær.

132. Morgonen efter holt kongen husting og spurte sine mænd om, hvad raad de skulde ta. Nikolas av Vestnes svarte:”Ilde tykkes det os at ligge her matløse. Vi vil nu lægge imot dem og slaas eller falde som mænd eller ogsaa fare bort og dit, hvor vi kan faa os mat.” Kongen svarte:” Saa er det nu, Nikolas, at du siger manges tanke, og eg vet, at ledingsmændene er heimfuse; men sa ilde, som det tykkes dem at ligge her, saa tykkes det ingen mon bedre for dem, som ligger her indenfor sundet, og det vil nok løse samlingen op, hvis vi holder ut. Men siden I nu vil bort, da skal det være saa.” Kongen bød nu at lægge bort med skibene, og saa blev gjort. Det var en søndag, og kongen lot sine mænds lik føre til kirke i Saltøsund. Efter dette seilte kongen nordover med hele sin hær, og fik god bør til Bergen.

Lämna ett svar

Din e-postadress kommer inte publiceras. Obligatoriska fält är märkta *